Tvivl, Tro og Kaffe

Podcast om tvivl og tro. Samtaler som ved et kaffemøde lavet af:

Mads Michelsen, Andreas Tegnander og Kristian Riis

De skriver:

Religion, fundamentalisme og indoktrinering har i moderne tid jævnligt været for genstand for debat og kritik.

Undertiden har det virket til, at de i medierne fortalte historier, er af så sensationel karakter, at de mennesker der indgår i dem, samt disses handlinger, kan synes verdensfjerne for ikke-troende menneskers livsopfattelse og tankemønstre.
Det kan være historier som den om drengen Lukas, der er autist, og finder ro i de rammer og doktriner Islam sætter for ham, for dernæst langsomt at blive radikaliseret og til sidst dø som kriger i Syrien. Det kan være historier fortalt af Hollywoods egen elite, om hvordan de fandt og senere forlod Scientology i et medrivende drama af næsten fængselsagtig karakter.
Eller historier om hvordan en række unge mennesker i Silkeborg systematisk manipuleres og misbruges af en karismatisk præst, uden at snakke med hinanden eller udenforstående om det der foregår bag kirkens mure.
I skyggen af disse spændende fortællinger findes i mellemtiden en række ganske almindelige mennesker, hvis historier ved første øjekast måske ikke synes lige så sensationelle som ovenstående eksempler, men hvis indre følelsesliv har været i tumult, lige siden den allerførste tvivl begyndte at spire i troens muld. Mennesker, som enten er født ind i et trossamfund, eller selv har søgt ind i et senere i livet, men som har det tilfælles, at de afgørende skridt væk fra troen har medført ubalance i forholdet til venner, familie, trosfæller og ikke mindst dem selv og deres livsopfattelse. Mennesker, som de respektive trossamfund kalder frafaldne, mens andre måske ville benytte termen afhoppere.
Det er i de nære, personlige fortællinger om det at tvivle i sin tro, endog forlade den, at vi har fundet fælles fodfæste i ønsket om at give disse historier vinger i form af en monteret fortælling i podcastformat.