Peblish portræt Simon Talbot Jehovas Vidner

Når du keder barnet...

Med forældrene hver for sig levede Simon Talbot i to forskellige verdener. "Men sådan er det jo i forvejen i Jehovas Vidner, for der er skolen - og så er der derhjemme. Men oven i det er der et sindssygt spænd i mellem min far og mor," siger Simon – og virker scenevant parat til at parodiere sin far. Men han stopper sig selv, for vi sidder bare på en cafe og spiser morgenmad - og desuden er det en anden historie, han skal fortælle mig i dag. Historien om hans tro – og hvordan han mistede den.

Simon Talbot, født 1986 i Skanderborg

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

I skolen bliver Simon fritaget for kristendomsundervisningen, fødselsdagene og også juleklip. Det var ikke noget unikt for hans historie: "Alt sådan noget melder man sig ligesom ud af som Jehovas Vidne."

For ham handler meget i barndommen om at gøre forældrene glade. "Som barn pleaser man jo sine forældre, alt hvad man kan. Så jeg spillede forskellige karakterer – én i skolen, én derhjemme og én hos min far."

- Hvad var rollerne?

"Hos min mor var jeg en god lille Jehovas Vidner-dreng. Hos min far var det sådan noget "fuck det hele", fuck autoritet, jeg fik nærmest ros, hvis jeg var ligeglad med skolen."

"Som barn anede jeg ikke, at jeg gjorde det. Jeg opdagede det, fordi en kammerat var forbi og lege, da jeg var 11. Vi sidder og leger, og så kommer min mor ind og taler med mig, og da hun er gået, sidder min ven og kigger underligt på mig. Jeg spørger hvorfor, og han siger "du ændrede dig fuldstændigt lige der." Så begyndte jeg at tænke over, at jeg spillede de roller."

"Derfor er det jo også meget sværere for de, der vokser op med begge forældre i Jehovas Vidner. For de vokser op med et særligt verdensbillede – og alle, der siger, at det ikke er sådan… det er satan, der frister dem."

På den måde bidrager faderen til et mere kritisk syn på verden – selvom han ifølge Simon ellers ikke kandiderer til Årets Far-titlen.

"Det er den eneste grund til, at jeg kan stille spørgsmålstegn ved det. Fordi han altid sagde, at det var bullshit. Derfor vidste jeg, at en eller anden måtte lyve. Nogle af de voksne tog fejl."

Troen

Simon gør hvad han skulle som pligt over sin mor og kirken, beder sine bønner, stemmer dørklokker og forkynder troen. Men hans egen tro er flygtig fra en tidlig alder.

"Jeg har svært ved at huske det klart, for det var meget svingende. Jeg bad. Men det var lige så meget fordi, at det var noget man gjorde. Som en slags meditation. Så finder man en ro i det."

Tvivlen

Som 8-9 årig satte nogle store tal tingene i perspektiv for Simon. "Da det gik op for mig, hvor mange religioner, der fandtes. Og hvor få Jehovas Vidner, der var."

Kirken talte 6 millioner på verdensplan – og med 6 milliarder mennesker i verden, var kontrasten klar. "Jeg tænkte: Hold kæft, der er mange der tager fejl, hva'?!"

Det var dog ikke kun selve troen, der påvirkede Simon i den rebelske retning. Jehovas Vidner havde en anden mærkbar svaghed i den energiske drengs øjne.

"Altså meget i Biblen gav ikke mening for mig, når jeg læste den og sådan noget. Men hele den teologiske del fyldte meget mindre i forhold til… hvor sindssygt kedeligt det er at være Jehovas Vidne!"

Simon bryder ud i et inderligt grin. Hvilket er den klassiske reaktion for en komiker, der rammer noget rigtigt.

"Jehovas Vidner er jo et studie i at blive tvunget til at gøre VIRKELIG mange ting, du ikke har lyst til. Langt mere end den gennemsnitlige "tag opvasken og så skal du lave dine lektier." Her får du oveni, at du skal lave lektier til bibelstudier, og du må ikke se det der i tv, og så skal du ud og forkynde om lørdagen, og så et par gange om året skal du til stævner med intense bibelstudier, som ikke engang voksne kan holde sig vågne til. Jeg har brugt ufatteligt mange timer på at sidde og tælle prikkerne i loftet på Jehovas Vidners rigssal i Skanderborg."

Simon husker især engang, hvor en solskinsdækket lørdag bliver brugt på at stemme dørklokker og forkynde budskabet – i tjenesten som det hedder. En mand åbner døren og kommenterer på Simons unge alder.

"Der var en fyr, der sagde: Hvorfor tager I ham med? Han gider da ikke at være her. Hvorfor er han ikke ude og spille fodbold eller et eller andet."

Da Simon gik derfra fortalte han sin voksne følgesvend, at han slet ikke kunne lide fodbold, men det var igen for at please de voksne. "Men det var sådan en, der sad fast. Hvor jeg virkelig tænkte over: Nøj, hvor jeg ikke orker at tage ud endnu en lørdag alene i håbet om, at vi måske skal på McDonald's bagefter."

Efter troen

Selvom hans tro forsvinder i de tidligere teenageår, lader moderen og kirken ikke bare sådan Simon forlade troen uden videre.

"Lige pludselig var der middage, hvor de skulle omvende mig. Hvor der sad 60-årige mænd og skulle diskutere med en 14-årig… Og du bliver sat på plads i diskussionen. Jeg endte med at tabe, da jeg sad over for dem. Men stadig med en følelse af, at det var uretfærdigt."

Fordi Simon ikke bliver døbt i Jehovas Vidner, kan han forlade kirken uden at skulle bryde med sin mor. Han flytter hjemmefra som 18-årig.

- Savner du noget ved kirken?

"Nej, ikke rigtigt. Den enorme sammenholdsfølelse er ret voldsom. Det tror jeg også kommer af vi har ret, alle andre tager fejl-følelsen – kult-følelsen. Men jeg har fået endnu stærkere sammenholdsfølelse udenfor den religion.

Jeg tror, at mange Jehovas Vidner lever, som de gør, fordi det nu engang er det system, de er i. Så er man mest sammen med dem, der er i menigheden på ens egen alder, som man klikker bedst med, for det er de muligheder, man nu engang har.

Efter jeg gik ud og langsomt "fandt mig selv", - for lige at lyde helt fesen - kunne jeg finde venner som var helt ligesindede. De venskaber er meget stærkere, end noget jeg kunne finde i Jehovas Vidner. Måske har det også noget at gøre med, at jeg aldrig passede 100% ind i Jehovas Vidners system…"

- Savner du noget ved selve troen?

"At kunne bede. Det er en dejlig tryghedsfølelse at være et svært sted og så lukke øjnene og spørge en usynlig mand, om han vil hjælpe en. Det tager lidt vægten af ens skuldre. Og så er det et gigantisk ego-fix, at ham, som har skabt hele universet, hører på ens ønsker om en ny cykel. Det er voldsomt navlepillende. Heldigvis har jeg fundet de ego-fiks i form af klap fra publikum."

I starten efter Simon flytter hjemmefra udvikler han sig enormt anti-teistisk. I dag er han mere moderat.

"Jeg var først rigtig rasende, så blev jeg lidt mere rasende og læste Dawkins, Hitchens og andre. Senere med alderen har jeg skruet ned for modstanden, og det er faktisk rigtig rart… Det skulle du prøve, haha."

Han tager sig dog tid til at undersøge det religiøse aspekt, inden han siger sit sidste farvel.

"Jeg har afsøgt det, jeg har set en masse debatter. Jeg elskede at se dem og så trykke pause, når en pro-religionsdebattør sagde noget og så sidde og tænke – ok, hvad ville jeg sige, hvis jeg var imod ham – og giver det mening, det han siger der. Og jeg har ikke hørt ét eneste argument for religion, hvor jeg tænkte – det kan jeg godt se, der var den. Jeg er troende igen, nu giver det pludseligt mening! Ikke ét."

Events

Kaffemøde med gæster hos Eftertro i København

OBS! LØRDAG d. 21/10 kl. 13-16, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 12/11 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i København

Søndag d. 12/11 kl. 14-17, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 10/12 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 7/1 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …