Peblish portræt Sanne Illum Syvende Dags Adventistkirken

Manglende mirakler og frelse gjorde udslaget

Sanne Illum blev født med sin tro. Den betød blandt andet, at et skammen ved at besøge Jensens Bøfhus var større end normalt for hende. Hun blev elsket af Jesus og Gud, men da deres frelse ikke gjaldt alle, begyndte hun at tvivle.

Sanne Illum, født 1980 i Aalborg

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

Sannes forældre er født og opvokset i kirken og mødte hinanden i de sene teenageår. Umiddelbart har hun en ganske normal dansk barndom, på nær at hun altså bliver født ind i Syvende Dags Adventistkirken.

"Vi gik i kirke hver lørdag – sabbatten – så vi var pæne i tøjet, og så blev der sagt en masse ting, som vi knapt nok forstod. Og så var der en masse kirkeritualer, som ligner folkekirkens ret meget. Inden gudstjeneste var der sabbat-skole, som nærmest var en legestue – på nær at religionen også fyldte der."

"Jeg skilte mig ud på grund af religionen ved at være vegetar - der var ikke så mange af os i 80'erne – og ved altid at have ret pænt tøj på om lørdagen."

Netop vegetarlivsstilen er særlig for adventisterne. Den er ikke tvungen, men kirken går meget op i sundhed. Som 11-årig trodser Sanne familiens vegetariske overbevisning og spiser en lasagne på et pizzeria.

"Jeg var nervøs for mine forældres reaktion. Frygten var, at de ville opfatte det som en form for krænkelse af vores livsstil, så jeg fortalte dem det i et brev. Men de sagde, at det var helt ok, og jeg bare skulle gøre som jeg ville, og at religionen og det at være vegetar ikke nødvendigvis behøvede at hænge sammen."

"Man kan i hvert fald sige, at jeg var så forskellig fra mine klassekammerater, at det blev et problem. Jeg var en stille, forsigtig pige som var kommet i en klasse, som lidt blev kendt som en "ballademagerklasse". Jeg passede ret dårligt ind og blevet mobbet i lange perioder. Blandt andet det med at være vegetar, og at jeg gik i kirke hver lørdag gjorde at mine klassekammerater synes, at jeg var mærkelig. Så det var svært for mig som barn at forene det at gå i en almindelig folkeskole med vores religion."

Troen

- Hvordan var din tro?

"Jeg var overbevist om, at Gud fandtes og at Jesus var min ven, og at han elskede mig. Det var godt i perioder, hvor jeg blev drillet og holdt udenfor..."

Det bliver bedre, da Sanne begynder på Vejlefjordskolen – hvor hun går i efterskole og gymnasiet. Det er en skole som adventistkirken driver, derfor serveres eksempelvis ikke kød, og der er tvingen ugentlig kirkegang. Det bliver mere en sur pligt end en hyggelig familieaktivitet, men det er mest på grund af Sannes udvikling som teenager - troen består.

"Vi tog på Jensens bøfhus i Vejle når vi kunne komme til det og fik noget kød, haha. Men ellers var det svært at skeje ud, for der kom altid en voksen og sagde godnat til os. Jeg tror ikke, at de opfattede det som at holde øje, men det var ikke meget ballade, vi kunne slippe afsted med."

Gennemgående for Sannes overbevisning var bønnerne.

"Jeg bad ikke fast på noget bestemt tidspunkt. Det var bare noget jeg gjorde på forskellige måder dagligt. Det gav ro og fred med mange forskellige ting. Så i dag kan jeg stadig godt finde på, at tænke: "tak Gud for… " og så bagefter tage mig selv i det. Det er vel en rest af en gammel vane. Det er egentlig ikke, fordi jeg har noget problem med det, det er jo bare fordi jeg er rigtig glad for noget - for eksempel min kæreste - og så giver det jo ikke rigtig mening at takke Gud for det, når jeg ikke tror på ham på den måde mere."

- Har du nogensinde følt noget ekstra, når du bad?

"Ja, det har jeg tit. Det rør en følelsesmæssigt - du kan både blive ked af det eller glad. Dengang kunne jeg godt tænke, at nu var Helligånden tilstede – det var dog mest i Pinsekirken."

Tvivlen

"Jeg tror ikke på at det er muligt at skille tro og tvivl ad. De følger hinanden i enhver troendes liv. Enhver, som siger andet, er vanvittig ekstremist og selvfornægter. Tro er ikke 2+2=4. du tror på noget, som du ikke kan se eller forholde dig til og du tror på noget som du godt ved er en fortolkning og at den fortolkning er den rigtige."

Mens Sanne går på Vejlefjord, forlader hendes forældre Adventist–kirken.

"Min mor kunne ikke rigtig se det der med, at nogle var frelst og andre ikke var."

- Hvad betyder det at være frelst?

"I hvert fald er det for adventister sådan, at andre adventister er frelste. Så kan man så diskutere, om andre kristne også er frelste, men ikke-kristne er IKKE frelste. Og det er simpelt nok: Du kommer i himlen, hvis du er frelst – og hvis ikke du er det, ved vi ikke, hvad der sker."

Sanne bevarer sin tilknytning til adventisterne – og er faktisk stadig medlem i dag, da det ikke koster penge eller involverer hende på nogen måde. Men moderens ord gør indtryk på hende.

"Problematikken om frelse fylder mindre i Adventistkirken end andre frikirker. Men al kristendom handler i bund og grund om lige præcis det spørgsmål. Men hos Pinsekirken fylder frelse langt mere."

Netop den kirke kommer ind i Sannes liv kort efter, da hendes storebror, som er sportsklatrer, en dag falder og bliver lam fra livet og ned. Uheldet sætter sig hårdt i Sanne, som søger mod Pinsekirken.

"Det er langt mere som at gå i kirke i USA. Det er med hallelujaer, tungetale og man beder for syge. Så derfor var det meget naturligt for mig at søge ind hos dem. Jeg havde en forestilling om, at hvis jeg selv bad – og fik de rigtige mennesker til at bede – så kunne min bror komme til at gå igen."

- De rigtige mennesker…

"Det kan jeg godt høre er lidt tankevækkende," griner hun. "Der er noget, der bliver omtalt som nådegaver i Biblen – at nogle er gode til at bede, nogen er gode til at gøre ting for andre, og så videre. Og jeg tænkte, at hvis jeg kunne få nogen med nådegaver til at bede for ham, kunne det måske helbrede ham."

"I stedet blev jeg mødt af spørgsmålet "er din bror frelst?". Jeg svarede, at min bror ikke kaldte sig for kristen og fik svaret, at så var det vigtigere, at han blev frelst end helbredt. Jeg kunne jo godt lægge så meget sammen, at de mente, at min bror ville komme i helvede, hvis han ikke blev åbenlyst kristen."

"Det kunne jeg ikke leve med, heller ikke den mere vage holdning, at man jo ikke kunne vide, hvad der ville ske med min bror efter livet, som jeg mødte fra stort set samtlige kristne, jeg snakkede med i den periode. Men det var kun begyndelsen på et liv uden troen, det var en lang proces."

Til at starte med resulterer de manglende mirakler i en trodsreaktion fra Sannes side.

"Jeg lagde ikke mine venner på hylden, men det der med at tro tog jeg afstand fra i en periode. Så der kom mere kød og alkohol på bordet, og jeg levede et helt almindeligt ungdomsliv."

Desuden starter hun på at læse historie, hvilket sætter nogle afgørende ændringer i gang.

"Den historiefaglige tilgang til tekster fik mig til at se på Biblen med ikke-religiøse øjne. Den humanistiske og religiøse tilgang kunne ikke forenes for mig, så det at læse historie blev et definitivt farvel til at læse Biblen på en religiøs måde."

Efter troen

- Er du stoppet med at tro nu?

"Hmm. Jeg vil sige, jeg havde en periode, hvor jeg formåede at lægge det på hylden og se det meget objektivt. Så kom jeg lidt tilbage til det i nogle år i slut-tyverne. Det med frelse blev ved med at fylde meget for mig – det er en del af kristendommen, som jeg bare ikke kan leve med."

- Så hvad går din tro ud på i dag?

"Jeg tror vel på noget så banalt som kærlighed mellem mennesker. Det bliver nok ikke til så meget mere end det."

- Hvad med Jesus?

"Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke er færdig med. Jeg tror i hvert fald ikke på Jesus som beskrevet i Biblen – med jomfrufødsel og genopstandelse. Når jeg endelig er i kirke beder jeg heller ikke fadervor eller siger trosbekendelsen. Jeg kan ikke stå inde for det."

I dag

Sanne bor i dag i Roskilde og har netop født hendes første barn.

"Vi har haft en meget langvarig diskussion om Harald skulle barnedøbes. Og det skal han. Meget ud fra at det forhold jeg har haft til kirker ikke skal påvirke ham mere end højst nødvendigt. Hvis det stod til mig skulle han ikke døbes, men nu er vi jo to om det, haha."

- Savner du noget ved troen?

"Jeg savner ind imellem det fællesskab, som jeg oplevede i den kirke som jeg kom i som teenager. Det var varmt - folk interesserede sig oprigtigt for hinanden, og jeg havde en hel del gode venner i miljøet. Jeg kan også savne regelmæssigheden, det at se de samme gode bekendte og venner hver uge. Jeg savner også ind imellem det enkle verdensbillede, jeg havde som troende - og at kunne bede med på fadervor for eksempel. Og så var jeg glad for gospelmusik, men det bliver hurtigt for meget nu desværre…"

Events

Kaffemøde hos Eftertro i København

Søndag d. 17/12 kl. 14-17, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 7/1 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …