Peblish portræt Maher Khatib Islam

Krigeren fandt fred

Som teenager i Libanon lærte Maher om Kalashnikov-rifler og hellig jihad. Men han så ikke ideen i de endeløse konflikter og fandt fred – uden religionen.

Maher Khatib, født 1966 i Libanon

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

Mahers farfar var imam. "Men ikke særlig fanatisk - det var de ikke dengang," fortæller han. Han havde med egne ord en fantastisk barndom med kærlige forældre. Politik fyldte meget mere end religion. Familien var statsløse palæstinensere, der flygtede til Libanon efter oprettelsen af Israel i 1948.

"Vi var sunni-muslimer per automatik. Vi var traditionelle, men ikke dybt religiøse. Palæstinensisk kultur fyldte meget mere i forhold til islam. De efterlevede ikke islam 100 procent. Nogle bad fem gange om dagen og fastede nogle gange til ramadan."

- Men at bede fem gange om dagen er da ret religiøst?

"Men du skal tænke på, at på et tidspunkt bliver det mere traditionelt. Det bliver en vane. Jeg kender en, der mest beder, fordi det er en god øvelse og giver noget motion," griner han. "For nogle er det en slags flugt – for at fordybe sig og få stilhed."

Lille Maher bad kun, når farfaren kom forbi.

"Min far og mor bad ikke – de fastede heller ikke. Det er først, da de blev omkring 50-60 år, så begyndte de. Så skal man jo nærme sig Gud, fordi vejen til graven bliver kortere."

Troen

I 1975 bryder borgerkrigen løs i Libanon, og allerede da Maher er 12-13 år, bliver han medlem af en milits og deltager i kampen.

"Krigen var on and off, og jeg havde nogle sjove teenageår med disko, mikrofonhår, alkohol, porno og smøger."

- Hvordan kom du med i militsen?

"Alle unge palæstinensere bliver hvervet som små soldater. For det største mål for palæstinensere er jo at befri Palæstina. Så man bliver en del af den her politiske bevægelse – eller det gjorde jeg senere hen."

"Jeg begynder at komme i en flygtningelejr, hvor militsen har kontor. Så der lærer jeg at bruge en AK-47 og får politisk vejledning, hvorfor PLO og hvorfor er Palæstina så vigtig. For vi er jo flygtninge i Libanon og vil have vores hjem tilbage."

Religion har ingen betydning i den her periode, hverken for Maher eller militsen. PLO er mest marxistisk præget på det her tidspunkt, så fokus er på det politiske – ikke det religiøse.

- Hvornår bliver islam en del af din kamp?

"Jeg er omkring 15-16 år og føler at det her med at være i militsen for at opnå retfærdighed ikke lykkes. Jeg brød med militsen, hvilket mine forældre jo var glade for. For min far havde lært mig, at før du bærer et våben, bør du bære en bog. Så jeg skulle passe min skole."

"Men så finder jeg et nyt fællesskab, da en vens storebror tager mig med i moskeen. Der er en masse unge mennesker, der lytter til en imam. Og han taler IKKE om bål og brand - men om almindelige hverdagsting, og om hvordan vi kan gøre os selv bedre som mennesker og hjælpe hinanden."

Som tiden går bliver Maher mere betaget af moskeen og imamerne. Andre af prædikerne handler dog mere om at tro på den ene skaber.

"Jeg opdager det, og jeg ved det ikke med sikkerhed, men det kan være, at de har haft tilknytning til en salafistisk bevægelse. I hvert fald bliver det mere hardcore. Vi skal ikke kun læse Koranen og Hadithen, vi skal også finde andre unge og fortælle dem, at islam er den eneste løsning."

Tvivlen

Maher er dog ikke så opsat på hellig jihad, kampen er stadig mest politisk. Han regner sig som sunni-muslim, men spekulerer ikke på spiritualiteten – mere på hvad troen kan gøre for ham.

"Jeg troede på Gud og himmel og helvede. Men jeg havde mine tvivlende spørgsmål. Men når jeg spurgte min farfar, sagde han til mig, at det skulle jeg ikke spekulere på. Når du er muslim, så skal du tro på det, der står i Koranen."

Libanon er på dette tidspunkt et orgie af religiøse og territoriale konflikter. Maher kæmper i nogle af dem, mens han bilder sine forældre ind, at han er på skoleudflugter. Men da den shia-muslimske Amal-milits med støtte fra Syrien i 1985 begynder at etnisk udrense sunni-muslimske palæstinensere, siger han fra – på flere måder.

"Først troede jeg ikke på at det skete. For jeg havde gode kontakter i det nye opstået Hezbollah, som også var Shia-muslimer. Men alligevel bortførte Amal-militsen min bror!"

En episode står klart for Maher:

"Det var tidligt om morgenen – det var tæt på sommerferien. Min mor kommer skrigende og grædende hen og fortæller mig, at de har taget min lillebror.

Jeg gik ned på gaden, hvor en af mine venner kom hen til mig og sagde: Gå hjem, for du bliver skudt, hvis de opdager, at du er palæstinenser. Og jeg tænker: Hvad fanden er det der sker? Vi er jo muslimer alle sammen."

Jeg går op, og vi er tæt på middagsbønnen, så jeg tager mit bedetæppe og lægger det på gulvet. Mens jeg ligger der og beder, så slår det mig: Det her er jo nytteløst. Hvem fuck beder jeg til?! Muslimer ligesom mig slår mig jo ihjel! Så jeg tager i raseri mit bedetæppe og kyler det ud af vinduet."

Familien pakker deres ting og flytter op i bjergene hos en onkel. Et par dage senere bliver deres lejlighed brændt, og selvom familien er vant til konflikter og weekend-krige efterfulgt af fred, er det anderledes denne gang.

Mahers familie beslutter sig for at sende Maher – deres ældste søn - ud af landet.

"Allerede der tænker jeg: fuck mand, jeg skal til vesten! Der begynder jeg allerede at give slip."

Via Østtyskland kommer Maher til Danmark. Han stopper med at bede, da han bor i flygtningelejren i Kalundborg. Ligesom mange drenge på stedet drikker han alkohol og ryger hash - og benytter sig af at mange danske piger synes brune drenge med krøllet hår er spændende.

"Der var gang bang i lange baner – og ikke meget religiøsitet," griner han. "Det eneste jeg bekymrede mig om, var hvornår jeg skulle se min familie igen."

Efter troen

Men religiøse spørgsmål kommer til at banke på igen. Da Maher får opholdstilladelse kommer han til at bo i Haslev, som er en by med mange borgere fra indre mission, og i sine 20'ere får Maher faktisk en kæreste fra en indremissionsk familie, men de prædiker ikke religion over for ham.

"De prøver at fortælle mig, at kristendom er bedre end islam. Men jeg tænker jo stadig, at det er det samme. I den periode begynder jeg at tænke meget over religion. Og jeg bliver mere og mere kritisk. Især fordi, at jeg tænker meget på retfærdighed – og mennesker dør af sult i Afrika, de slås i Libanon - og hvor fuck er Gud?"

I mange år er han kulturel muslim, men tvivler hele tiden.

"Hvorfor er vi her og hvad er mening. Jeg læste Biblen, Torahen, Koranen, men det gav ikke mening, så søgte jeg buddhismen - same shit, different name... Men sandheden var der hele tiden: Det er os mennesker, det hele handler om. Meningen med livet er at gøre vores liv her på Jorden til gavn for hinanden og ikke for en usynlig Guds skyld. Jeg savner intet, men jeg holder fast i en del af den muslimsk kultur som jeg er vokset i – traditioner, som ikke undertrykker andre, kalligrafien, kunsten, sproget, osv."

I dag

- Er du ateist nu?

"Ja, mere end 100 procent. Men jeg prædiker det ikke. Kun hvis de spørger mig. Når folk siger, at jeg er vildledt, så siger jeg, at det er dem, der er vildledt," griner han.

Dog kan Maher godt finde på at starte snakken om religion.

"Når jeg hører dem sige: "Vi skal hjælpe vores muslimske brødre." Så blander jeg mig. Hvorfor skal du kun hjælpe dine muslimske brødre?! Hvorfor ikke hjælpe folk generelt, der er i nød? Det er meget essentielt. Hvorfor ikke bare hjælpe dem, fordi de er mennesker."

Events

Kaffemøde med gæster hos Eftertro i København

OBS! LØRDAG d. 21/10 kl. 13-16, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 12/11 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i København

Søndag d. 12/11 kl. 14-17, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 10/12 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 7/1 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …