Peblish portræt Maher Khatib Islam

Krigeren fandt fred

Som teenager i Libanon lærte Maher om Kalashnikov-rifler og hellig jihad. Men han så ikke ideen i de endeløse konflikter og fandt fred – uden religionen.

Maher Khatib, født 1966 i Libanon

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

Mahers farfar var imam. "Men ikke særlig fanatisk - det var de ikke dengang," fortæller han. Han havde med egne ord en fantastisk barndom med kærlige forældre. Politik fyldte meget mere end religion. Familien var statsløse palæstinensere, der flygtede til Libanon efter oprettelsen af Israel i 1948.

"Vi var sunni-muslimer per automatik. Vi var traditionelle, men ikke dybt religiøse. Palæstinensisk kultur fyldte meget mere i forhold til islam. De efterlevede ikke islam 100 procent. Nogle bad fem gange om dagen og fastede nogle gange til ramadan."

- Men at bede fem gange om dagen er da ret religiøst?

"Men du skal tænke på, at på et tidspunkt bliver det mere traditionelt. Det bliver en vane. Jeg kender en, der mest beder, fordi det er en god øvelse og giver noget motion," griner han. "For nogle er det en slags flugt – for at fordybe sig og få stilhed."

Lille Maher bad kun, når farfaren kom forbi.

"Min far og mor bad ikke – de fastede heller ikke. Det er først, da de blev omkring 50-60 år, så begyndte de. Så skal man jo nærme sig Gud, fordi vejen til graven bliver kortere."

Troen

I 1975 bryder borgerkrigen løs i Libanon, og allerede da Maher er 12-13 år, bliver han medlem af en milits og deltager i kampen.

"Krigen var on and off, og jeg havde nogle sjove teenageår med disko, mikrofonhår, alkohol, porno og smøger."

- Hvordan kom du med i militsen?

"Alle unge palæstinensere bliver hvervet som små soldater. For det største mål for palæstinensere er jo at befri Palæstina. Så man bliver en del af den her politiske bevægelse – eller det gjorde jeg senere hen."

"Jeg begynder at komme i en flygtningelejr, hvor militsen har kontor. Så der lærer jeg at bruge en AK-47 og får politisk vejledning, hvorfor PLO og hvorfor er Palæstina så vigtig. For vi er jo flygtninge i Libanon og vil have vores hjem tilbage."

Religion har ingen betydning i den her periode, hverken for Maher eller militsen. PLO er mest marxistisk præget på det her tidspunkt, så fokus er på det politiske – ikke det religiøse.

- Hvornår bliver islam en del af din kamp?

"Jeg er omkring 15-16 år og føler at det her med at være i militsen for at opnå retfærdighed ikke lykkes. Jeg brød med militsen, hvilket mine forældre jo var glade for. For min far havde lært mig, at før du bærer et våben, bør du bære en bog. Så jeg skulle passe min skole."

"Men så finder jeg et nyt fællesskab, da en vens storebror tager mig med i moskeen. Der er en masse unge mennesker, der lytter til en imam. Og han taler IKKE om bål og brand - men om almindelige hverdagsting, og om hvordan vi kan gøre os selv bedre som mennesker og hjælpe hinanden."

Som tiden går bliver Maher mere betaget af moskeen og imamerne. Andre af prædikerne handler dog mere om at tro på den ene skaber.

"Jeg opdager det, og jeg ved det ikke med sikkerhed, men det kan være, at de har haft tilknytning til en salafistisk bevægelse. I hvert fald bliver det mere hardcore. Vi skal ikke kun læse Koranen og Hadithen, vi skal også finde andre unge og fortælle dem, at islam er den eneste løsning."

Tvivlen

Maher er dog ikke så opsat på hellig jihad, kampen er stadig mest politisk. Han regner sig som sunni-muslim, men spekulerer ikke på spiritualiteten – mere på hvad troen kan gøre for ham.

"Jeg troede på Gud og himmel og helvede. Men jeg havde mine tvivlende spørgsmål. Men når jeg spurgte min farfar, sagde han til mig, at det skulle jeg ikke spekulere på. Når du er muslim, så skal du tro på det, der står i Koranen."

Libanon er på dette tidspunkt et orgie af religiøse og territoriale konflikter. Maher kæmper i nogle af dem, mens han bilder sine forældre ind, at han er på skoleudflugter. Men da den shia-muslimske Amal-milits med støtte fra Syrien i 1985 begynder at etnisk udrense sunni-muslimske palæstinensere, siger han fra – på flere måder.

"Først troede jeg ikke på at det skete. For jeg havde gode kontakter i det nye opstået Hezbollah, som også var Shia-muslimer. Men alligevel bortførte Amal-militsen min bror!"

En episode står klart for Maher:

"Det var tidligt om morgenen – det var tæt på sommerferien. Min mor kommer skrigende og grædende hen og fortæller mig, at de har taget min lillebror.

Jeg gik ned på gaden, hvor en af mine venner kom hen til mig og sagde: Gå hjem, for du bliver skudt, hvis de opdager, at du er palæstinenser. Og jeg tænker: Hvad fanden er det der sker? Vi er jo muslimer alle sammen."

Jeg går op, og vi er tæt på middagsbønnen, så jeg tager mit bedetæppe og lægger det på gulvet. Mens jeg ligger der og beder, så slår det mig: Det her er jo nytteløst. Hvem fuck beder jeg til?! Muslimer ligesom mig slår mig jo ihjel! Så jeg tager i raseri mit bedetæppe og kyler det ud af vinduet."

Familien pakker deres ting og flytter op i bjergene hos en onkel. Et par dage senere bliver deres lejlighed brændt, og selvom familien er vant til konflikter og weekend-krige efterfulgt af fred, er det anderledes denne gang.

Mahers familie beslutter sig for at sende Maher – deres ældste søn - ud af landet.

"Allerede der tænker jeg: fuck mand, jeg skal til vesten! Der begynder jeg allerede at give slip."

Via Østtyskland kommer Maher til Danmark. Han stopper med at bede, da han bor i flygtningelejren i Kalundborg. Ligesom mange drenge på stedet drikker han alkohol og ryger hash - og benytter sig af at mange danske piger synes brune drenge med krøllet hår er spændende.

"Der var gang bang i lange baner – og ikke meget religiøsitet," griner han. "Det eneste jeg bekymrede mig om, var hvornår jeg skulle se min familie igen."

Efter troen

Men religiøse spørgsmål kommer til at banke på igen. Da Maher får opholdstilladelse kommer han til at bo i Haslev, som er en by med mange borgere fra indre mission, og i sine 20'ere får Maher faktisk en kæreste fra en indremissionsk familie, men de prædiker ikke religion over for ham.

"De prøver at fortælle mig, at kristendom er bedre end islam. Men jeg tænker jo stadig, at det er det samme. I den periode begynder jeg at tænke meget over religion. Og jeg bliver mere og mere kritisk. Især fordi, at jeg tænker meget på retfærdighed – og mennesker dør af sult i Afrika, de slås i Libanon - og hvor fuck er Gud?"

I mange år er han kulturel muslim, men tvivler hele tiden.

"Hvorfor er vi her og hvad er mening. Jeg læste Biblen, Torahen, Koranen, men det gav ikke mening, så søgte jeg buddhismen - same shit, different name... Men sandheden var der hele tiden: Det er os mennesker, det hele handler om. Meningen med livet er at gøre vores liv her på Jorden til gavn for hinanden og ikke for en usynlig Guds skyld. Jeg savner intet, men jeg holder fast i en del af den muslimsk kultur som jeg er vokset i – traditioner, som ikke undertrykker andre, kalligrafien, kunsten, sproget, osv."

I dag

- Er du ateist nu?

"Ja, mere end 100 procent. Men jeg prædiker det ikke. Kun hvis de spørger mig. Når folk siger, at jeg er vildledt, så siger jeg, at det er dem, der er vildledt," griner han.

Dog kan Maher godt finde på at starte snakken om religion.

"Når jeg hører dem sige: "Vi skal hjælpe vores muslimske brødre." Så blander jeg mig. Hvorfor skal du kun hjælpe dine muslimske brødre?! Hvorfor ikke hjælpe folk generelt, der er i nød? Det er meget essentielt. Hvorfor ikke bare hjælpe dem, fordi de er mennesker."

Kaffemøder og events

Grundet COVID-19 situationen afholdes kaffemøder i Odense, Århus og København efter gældende retningslinjer, dvs. at antallet af fremmødte afhænger disse og at forplejning medbringes af den enkelte. Mødet kan også være helt aflyst, så hold øje med kalenderen nedenfor.

Der afholdes også også online møder for medlemmer.

Hvis du ønsker at deltage eller blot vil have kontakt med Eftertro bedes du kontakte os på mail eller telefon

København

Aarhus

Odense

  •  

    "Jeg føler mig som et bedre menneske siden jeg indså, at alt ikke er skabt for mig."

  •  

    "Det var en opvågnen for mig, at der kunne findes en verden uden religion. Da jeg brød med det trossamfund, jeg var født ind i, søgte jeg stadig. Det var mere naturligt for mig at lede efter en gud, hvor end han måtte være, end at stoppe op og overveje om han overhovedet fandtes. Jeg har måttet tage aktiv stilling til verden ud fra, hvad jeg selv synes, og ikke hvad andre siger, at en gud har bestemt."

  •  

    "Jeg oplevede troen forsvandt gradvist efterhånden som jeg syntes at vokse fra den. I stedet for at være givende og inspirerende, kom den til at virke som en spændetrøje, hvor jeg oplevede mig bundet på menneskelighed, livssyn, intellektuel integritet, handlingsmønstre og livsførelse. De religiøse forklaringer slog ikke længere til og i stedet for at klamre mig til dem, gav jeg slip. Det har haft sine konsekvenser, men jeg har aldrig fortrudt det."
    David

  •  

    "Religionen undertrykte min menneskelighed. I dag har jeg friheden til at være mig selv, til at være naturlig."

  •  

    "Det snart er 25 år siden jeg forlod troen, men selv idag har mit møde med Eftertro og andre tidligere troende været fantastisk givende. Der er en særlig forståelse, når man taler med andre, der selv har prøvet det. Nærmest en indforståethed, - som at tale med en gammel ven. Selv på tværs af tidligere trossamfund og religioner, har vi meget at dele."

    Søren

  •  

    "Det var ikke nemt for mig at forlade det religiøse samfund, som jeg er født og opvokset i. Det er ti år siden, jeg forlod religionen, og jeg har sidenhen gennemlevet et væld af følelsestilstande såsom: vrede, bitterhed, desillusion, apati etc. Jeg mener dog nu at have bearbejdet meget af det, og jeg bliver kun fortrøstningsfuld, når jeg møder et initiativ som Eftertro. Jeg vil endda driste mig til at sige, at det giver mig håb."

    Christopher 

  •  

    "Selvom jeg på overfladen var en del af et stort fællesskab, følte jeg mig meget alene med min tvivl."

  •  

    Jeg har ikke nok ord til at beskrive hvor skønt det var, at møde så mange dejlige mennesker og få rum og tid til at snakke om emner jeg til dagligt ikke kan tale om. Jeg er altid rigtig glad og fyldt med energi når jeg kommer hjem fra kaffemøderne. Det er for mig et slags pusterum, og et sted hvor jeg kan få et socialt fællesskab, som jeg har savnet længe. Mange tak til alle de engagerede medlemmer der har fået det op at stå og gjort det muligt for os at mødes. Af hjertet tak for det gode arbejde.

  •  

    "I Eftertro er der plads til mig som individ, uden at der en dømmende kraft til at vurdere og overvåge mig."

  • "Jeg har da helt klart genfundet troen ved at være med i forløbet omkring Eftertro. Troen på mig selv og troen på andre. Men også troen på at jeg ikke er alene om mine oplevelser, og troen på at jeg sammen med ligesindede står stærkt ved at turde dele oplevelserne med andre og turde tage personligt ansvar for vores liv og fremtidsdrømme. Det at møde et fællesskab udenfor religiøse dogmer, der netop er næstekærligt og rummeligt - giver livet masser af mening. Her er der plads til netop mig, der er plads til individet og samhørighed på trods af forskeligheder. Jeg tror på mennesket og det gode i det uden at der skal være en dømmende kraft til at vurdere og overvåge mig og mine gerninger – jeg kan godt selv, og fællesskabet med alle de andre dekonvertitter gør det bare endnu bedre."

    Anette

  •  

    "At undertrykke tvivlen gjorde mig fysisk dårlig. Da jeg tillod mig selv at tvivle gav det omgående en forløsning."