Peblish portræt Ela Engel Islam

Måtte kæmpe for at skabe sit eget liv

Det meste af Ela Engels liv har været en kamp. Med langt mere end bare religionen. Men troen ligger under meget af den modstand, hun har overkommet. At Ela ikke hader religion i dag, er – ironisk nok - lidt af et mirakel - og siger meget om hendes hjerterum og klarsyn.

Ela Engel, født 1970 i Tyrkiet

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

Elas barndom handler om faderen. Han var kongen i familien. Så enkelt kan det siges - og så uhyggelig er uddybningen:

"Både min far og mor var analfabeter. Min far voksede op uden far – og med en meget streng mor. Derfor tror jeg, at han aldrig lærte, hvordan det er at være forælder – og elske sine børn. Han vidste ikke, hvad kærlighed var, sagde han engang."

"Han var perfektionist og sørgede for disciplin. Når han kom ind af døren efter arbejde stod vores mor og alle børn på række klar til at modtage ham. En havde en avis, en havde et håndklæde, en tredje havde en balje, en fjerde havde tøflerne. Så vaskede vi hans fødder, og mor kom med kaffe.

- Var det af respekt eller frygt?

"Frygt. Han var meget meget voldelig. Han kunne finde på at slå af lyst, hvis han kedede sig. Ved den mindste fejl ville han starte med min mor og ende med mindste bror. Alle skulle have tæsk, og han stoppede ikke, før der var blod. En af os skulle bløde. Han var virkelig sadist."

Alligevel er Ela faderens yndlingsbarn. Hun skal hjælpe ham med bad, nusse ham og servere hans mad. Det betyder, at moderen lader sin frustration og jalousi gå ud over Ela - både fysisk og psykisk.

- Hvor meget fyldte religion?

"Meget. For de var meget troende. De bad fem gange i døgnet, og ramadanen blev afholdt meget højtideligt. Det var strengt."

- Kan du give eksempler på det?

"Vi måtte ikke engang kigge ud af vinduet. For tænk hvis vi fik øje på nogle drenge. Det var også forbudt jo. Det er det så ikke i religionen, men i deres øjne var det en synd. Islam var for mig meget dominerende. Jeg blev tvunget i koranskole, og hver gang jeg stillede et spørgsmål fik jeg en lussing. Både derhjemme og i skolen."

Tvivlen

Ela kan dog ikke lade være med et stille de spørgsmål, der for hende virker indlysende.

"Hvis Gud elsker os så meget, hvorfor har han så skabt helvede. Hvis skæbnen er forudbestemt, hvorfor skal jeg så straffes for noget, som Gud har bestemt? Dem fik jeg aldrig svar på."

"I koranskolen havde de en lang stang, hvor der var graveret noget på arabisk – noget i retning med "det er ok at slå på børn, hvis de sætter spørgsmålstegn ved Guds eksistens og Mohammeds autoritet." Den lange pind fik vi tæsk med. Når vi læste op fra Koranen og udtalte noget forkert, så fik vi slag. Og det gjorde sindssygt ondt!"

Da Ela bliver ældre udvikler hun sig mere rebelsk og siger nej til nogle af faderens ordrer og fortæller forældrene, at hun drømmer om at tage en uddannelse og arbejde.

"Så kom min mor med tørklædet i hånden efter min fars signal. Så sagde hun, at nu skulle jeg tage tørklæde på, og jeg skal aldrig tage det af. Hvis de ser mig uden tørklæde på, får jeg de værste tæsk nogensinde. Jeg sagde nej – og så fik jeg tæsk. Næste dag var mine vinduer skruet fast og dækket af tyk plastik udenfor."

Det starter en systematisk forskelsbehandling af børnene.

"Min søster måtte godt gå udenfor. Men jeg måtte ikke. Efter jeg blev 12 år, blev jeg låst inde på værelset og stoppede med at gå i skole. Jeg skulle droppe mine fremtidsdrømme og vente på at blive gift væk – det var planen."

"Min tvivl på troen blev bare større og større gennem årene. Jeg læste Koranen både på arabisk og tyrkisk. Og der står jo faktisk nogle meget fornuftige ting i den – "hvorfor bliver de ikke praktiseret?" tænkte jeg."

- Følte du dig nogensinde sikker i troen?

"Ja, dengang jeg var lille. Indtil jeg blev teenager. Da jeg var lille, bad jeg Gud om at redde mig fra min far og mor. Tag mig væk, slå mig ihjel, gør et eller andet... Men der kom ikke nogen hjælp. Og så kommer tvivlen jo snigende ind."

Desuden kommer et andet vigtigt aspekt omkring Elas liv ind i billedet.

"Da jeg var 11-12 år fandt jeg ud af, at jeg var til piger. Jeg blev hamrende forelsket i en pige – og når jeg kiggede på fyre skete der ikke en dyt…"

Selvom Ela har mistet sin tro – og indset sin seksualitet - bliver hun som 17-årig tvunget gift med en 28-årig tyrkisk mand. Han var netop blevet skilt fra sin proforma-kone i Danmark.

"Han kom forbi og efter fem dage var vi gift og i… seng. Det hele gik meget hurtigt."

- Hvordan var dine følelser omkring det?

"Først og fremmest var jeg lesbisk. Jeg lærte først ordet "lesbisk", da jeg var 14, jeg vidste ikke, hvad det var. Men jeg vidste godt, at jeg overhovedet ikke var til mænd. Og lige pludselig står der en nøgen mand foran mig, som skal have sex med mig, fordi han har… købt mig. Det var frygteligt."

Han tager Ela med til Danmark, hvor hun finder ud af, at han drikker – og er voldelig over for hende.

"Jeg fik tæsk dagligt. Han var ligeglad med mig. Jeg skulle bare føde hans børn."

Ela væmmes ved ham – og sig selv i de år. Hendes tanker kredser stædigt omkring, hvordan hun kan slippe ud af sin situation. Men det er ikke let. Der går 15 år og tre børn, før hun kommer væk.

"De første ti år, der var jeg i isolation. Jeg måtte ikke lære dansk. Men han var ikke troende – han holdt dårligt nok ramadan – og det passede mig fint."

Efter troen

- Hvornår mister du endeligt troen?

"Det var to-tre år inden, vi blev skilt. Men jeg ville ikke indrømme det over for mig selv. For det er jo en kæmpe synd! Og jeg blev jo rimelig hjernevasket som barn."

"Samtidig havde det tyrkiske sunni-samfund, vi levede i, taget en muslimsk kultur med sig fra Tyrkiet. Og selvom det havde udviklet sig dernede, så gik det i stå heroppe. Måske også lidt baglæns. I sådan et samfund er du nødt til at lade som om, du er troende."

"Jeg sendte mine børn til koranskole. Men det blev kun én gang, for de kunne ikke lide det. De syntes, at læreren var meget streng, og jeg kunne jo huske det fra min barndom, så jeg tænkte "fandeme nej, det skal de ikke udsættes for." Deres far insisterede på at de skulle afsted, han var pludselig blevet meget troende - selvom han tog i byen og drak og gik hjem med andre kvinder. Men jeg stod fast."

- Hvordan vandt du den?

"Efter en omgang tæsk, holde jeg stadigvæk fast, og så gav han op. Det var sådan, jeg vandt mine kampe."

Selvom Ela er upopulær hos manden – og i lokalsamfundet – så står hendes holdning til troen og kulturen fast.

"I alle de mange års tortur, jeg var igennem, fik jeg ingen hjælp uanset, hvor meget jeg bad. Og alle de spørgsmål jeg havde i mit hoved – dem kunne ingen svare på."

- Hvornår fik du udlevet din seksualitet?

"Da vi blev skilt! Det var min genfødsel… Den 12. Juni 2003."

- Du husker dagen…

"Ja. Klokken lidt over et om eftermiddagen. Da blev jeg skilt."

Det betyder desværre ikke, at livet bliver en dans på roser lige med det samme. Det næste års tid lever Ela med eks-manden i armslængde og begynder hemmeligt at ses med en kvinde.

"En dag opdagede han det. Og så brød helvede løs. Han kom over med en kniv… der skete mange ting den dag. Både den dag og et år frem. Både børnene og jeg blev udsat for lidt af hvert. Og han spredte rygter om mig. Så alle naboerne så ned på os."

Ela vælger at gå i offensiven på grund af presset og springer ud i Go' Morgen Danmark.

"Jeg tænkte, at nu må det briste eller bære. Og det virkede. Efter den dag kom der en dæmper på dødstruslerne og min eksmand sendte et brev, hvor han fortalte, at nu gad han ikke mere og tog til Tyrkiet. Det var det bedste, han nogensinde kunne gøre for os."

I dag

Ela lever i dag med sin kæreste June og har lært sine børn at være åbne og søgende. Ud af de tre er én ateist, én er stadig søgende og den sidste er ret ligeglad, fortæller hun grinende.

- Savner du noget ved troen?

"Nej, fordi jeg har næsten aldrig været 100 procent troende. Men de timer jeg tilbragte i en moske, hvor roen, freden og stilheden faldt over mig, kan jeg kun huske med et smil på læben i dag. Den har jeg ikke oplevet andre steder. Jeg kan også godt savne det der med at tro på noget så meget, at man finder trøst i troen. Men jeg har aldrig forstået behovet for at tro på en usynlig ven, som vil brænde mig i helvede i en evighed, fordi han har skabt mig som jeg er… lesbisk!"

"Jeg savner ikke min far, jeg har slået hånden af mine forældre for mange år siden – men jeg savner at have en faderfigur i mit liv, som elsker mig. Eller en mor."

- Du har haft et virkelig hårdt liv. Hader du religion i dag?

"Nej, jeg har stor respekt for religion. Men jeg hader hvad religion gør ved mennesker. Og hvordan det bliver misfortolket. Når man kigger i islam – og kristendommen og jødedommen – så er der jo masser af gode ting. Brug dem. Bland det hele sammen og spis. Men hvorfor skal der være så meget had. Helvede – hvorfor skal det eksistere?"

I det hele taget er Ela ikke glad for de mange detaljer af livet, i hvilke religionen blander sig.

"Når vi tørrer os på toilettet! Når man er muslim så vasker man sig – og det er der også regler for. Du skal selvfølgelig bede en bøn bagefter, så hænderne bliver rene. Og du må ikke bruge højre hånd – du må ikke røre dig mellem benene med højre hånd. Så kan du se, hvor meget det fylder i hverdagen?"

I dag bærer Ela tatoveringer af engle på sine overarme. En god og en dårlig. Men de har intet med religion at gøre. De symboliserer i stedet de gode og dårlige tanker og vaner, som man ikke bør skamme sig over.

"Jeg har stadig rester fra religionen fra dengang. Jeg stikker stadig højre fod ind i skoen først, eller højre arm ind i jakken. Og når jeg går ind i et rum, er det med højre fod først. I starten havde jeg også problemer med at drikke alkohol – der kommer en hurtig tanke, lige inden jeg drikker. Men nu kan jeg alle de ting, jeg ikke må. Og jeg kan sagtens tage højre hånd mellem benene, haha!"

Events

Kaffemøde hos Eftertro i København

Søndag d. 17/12 kl. 14-17, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 7/1 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …