Peblish portræt David Ramm Mormon

Med familien til kirke

I David Ramms opvækst var der ikke meget religion, men heller ikke meget familie. Derfor listede en ganske særlig tro ind under huden på den ellers kritiske mand.

David Ramm, født 1972 i Fredericia

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

"Der blev ikke talt pænt om religion hjemme, men det var ikke sådan, at jeg blev indoktrineret til, at jeg ikke måtte tro. Min mor var kommunist, og min far var almindelig socialdemokrat. Men min farmor og farfar, som var min fars stedfar, var dybt indremissionske, så der havde jeg ligesom en reference til, hvad det der pjat nu var."

David er i dag en skarp ateistisk debattør og kritiker af religion, så hans holdning skinner klart igennem i sprogbrugen. Som barn er hans indstilling til religion heller ikke kærlig, når han er hos farfaren, som han ellers synes nogenlunde om.

"Men det var vigtigt, at man skulle høre gudstjeneste om søndagen, og i det hele taget var det jo meget gammeldags. Og som jeg kan huske det – noget pjat. Fra jeg begynder at overveje noget som helst om religion, så var det fuldstændig helt og aldeles: Jeg tror ikke på det her."

Men et andet forhold i familien sætter sine spor i David, fordi hans forældre netop var så frisindede og unge.

"De kunne godt lide at sidde og drikke på en bar. Mit forhold til dem var ikke helt dårligt – men det var heller ikke godt. Det var meget hippiekultur, meget misbrug af hovedsageligt alkohol - og for min mors vedkommende lidt mere end normal tobak. Jeg blev ikke misrøgtet derhjemme, men meget af min opdragelse foregik hos min mormor og morfar."

Troen

"I 3.g bliver jeg kærester med en klassekammerat, som er mormon. Og det er egentlig ikke noget problem, der var ikke noget krav om, at jeg skulle blive mormon. Men vi havde da en aftale om, at jeg skulle finde ud af, hvad hun var en del af, for vi havde besluttet os for, at vi skulle giftes."

- Det var hurtigt…

"Ja, det var efter et års tid, så det gik lidt stærkt."

"Men hvad er det så, der gør at en ateist, pludselig skifter til en så altomsluttende religion som mormonerne?"

- Ja, bare tag mit arbejde fra mig og stil dine egne spørgsmål…

"Det var jo blandt andet det, at de er gode til familie. Det er det, de prædiker: Når man er mormon, så er man familie. Det var alt det, jeg ikke havde fået derhjemme. Trygheden. De der værdier, som familier har, blev der talt meget om, og der blev brugt meget tid på at diskutere og dissekere dem. Så der er meget kærlighed og opmærksomhed."

- Hvordan kommer den opmærksomhed til udtryk?

"Der skal man forstå hele den måde, at mormon-religionen fungerer på. Alle har nogen, der er ansvarlige for dig. Så du kan ikke være medlem uden, at der er mindst to personer, som har fået til opgave, at du har det godt. Den opgave har man så også over for nogle andre. Det hedder hjemmelære."

"Der er et socialt netværk, som er helt formidabelt – det virker simpelthen fantastisk. Som ny opdagede jeg det jo ikke. Der kom folk bare hen og var flinke og synes, at jeg var en flink fyr. Alle de her positive tilkendegivelser jeg før manglede."

- Hvornår kommer selve religionen til dig?

"Nu er der jo blevet åbnet – nu er jeg modtagelig. Det her er jo ikke slemt. Jeg kommer med den oplevelse, at religiøse mennesker og kristne er de der indremissionskenutcases, der har smidt tvebakkerne – og trampet på dem."

"Indre Mission er i mine øjne det danske Taliban. De har så sort syn på alting, og så mange ting der er forbudt eller haram, og alle andre er nogle forfærdelige nogle, der er på vej til djævlen. Den der sortsynethed og meget negative religion var min oplevelse. Så på en eller anden tåbelig måde var min antipati mod den indremissionske kristendom som barn måske netop det, der gjorde mig så meget lettere at overtale for mormonerne - som jo er glade for livet."

"De ting man ikke må, starter de jo ikke med at fortælle. De starter med at fortælle dig, hvor fantastisk du er, og hvor fantastisk du kan blive, hvis de hjælper dig lidt."

David møder to jævnaldrende missionærer fra USA, som indvier ham i selve troen. Alle mormonske mænd skal bruge to år på missionsarbejde og bliver trænet i netop den disciplin. De to fortæller David om troen.

Mormonerne tror på, at profeten Joseph Smith i 1800-tallet får en række åbenbaringer, og han skaber Mormons Bog ud fra nogle guldtavler, som han oversatte via seersten. Uden at træde nogen over tæerne, kan det siges, at historien generelt er temmelig fantastisk.

- Hvad tænker du først, da du får den her historie?

"Haha, det er sgu i orden I ryger, men kan I ikke lige dele? Det er jo helt i skoven. Meeen… nu begynder jeg jo at være lidt åben for det. Og samtidig sagde de, at hvis der var noget, du gerne ville vide eller spørge om – så bare spørg. Og hvis du ikke får svar, så behøver du ikke tro på det."

"Det lyder meget tilforladeligt, hvis man ikke ved ret meget om psykologi og hjernens måde at tænke på. Men virkeligheden er jo, at hvis du vil have svar – så får du også svar. Hvis du vil at en herregård skal være hjemsøgt af spøgelser, så ser du også spøgelser."

- Så hvordan oplevede du det?

"Jeg oplevede det ved, at jeg sad og så en Jesus-film på et tidspunkt, og så fik jeg en følelse af, at det her – det passer. Jeg fik kuldegysninger og syntes, det var helt fantastisk. Og jeg ved jo godt i dag, at det nok var fordi, det var rart. Alle blev glade. Det var det, jeg gerne ville være. Mit netværk var jo blevet mormonerne, som jeg gerne ville gøre glade. Og det jeg kunne gøre dem allergladest ved, var hvis jeg også troede. Så i bund og grund står der en 19-årig knægt, der bare gerne vil passe ind. Og når først du er nået dertil, så begynder møllen – alt det gode bliver endnu bedre, og du får mindre at gøre med den rigtige verden."

- Det lyder som en perfekt beskrivelse af mange rusmidler…

"Det er nok heller ikke helt forkert. Jeg glemte resten af verden, og fortalte mig selv, at det her er livet. Hele mit liv drejede sig om kirken. Bøn, møder, kirke og missionering. Jeg følte ikke, jeg kunne leve uden, og jo mere jeg blev suget ind i det, jo sværere var det at forestille mig noget andet. Jeg var så sikker på, at det var virkeligheden. Og eftersom jeg kun talte med andre der troede, så var alle andre bare stakler, der ikke fattede noget. Jeg har banket på hundredevis af døre for at redde de stakkels mennesker fra dem selv."

- Hvad tænkte dine forældre?

"Det var ikke populært. Den eneste, der støttede en smule, var min farfar, som tænkte jeg i det mindste var blevet kristen. Så der er også den ekstra effekt, at ens egen familie forsvinder - og mine venner forsvandt jo også lige så stille. Samtidig med at jeg brugte tre-fire dage om ugen sammen med mormonerne."

Tvivlen

Omkring ti år inde i ægteskabet begynder David og konen at tvivle på troen. Efter nogle år i Odense, hvor omgangskredsen næsten kun var mormoner på deres egen alder, flytter de tilbage til Fredericia, hvor mormon-samfundet er et godt stykke ældre end dem.

"Vi føler os aldrig rigtig velkomne, så den der sociale kontrol forsvinder, for der ikke er så mange på vores alder i kirken – plus at vi kommer tilbage til nogle mennesker, vi kender uden for kirken."

Samtidig begynder kirkens metoder at gå op for David. Maskinrummet som han kalder det.

"Jeg ser jo, hvordan beslutningerne bliver taget. Der er ikke en hujende fis forskel på dem og Dansk Folkeparti. Der sidder én oppe i toppen og bestemmer det hele, og så går det ned gennem systemet. Så længe du siger det rigtige, så er du med – og siger du det forkerte, så får du det at vide. Der falder det guddommelige fra, tingene er ikke så perfekte længere, og jeg begynder at tænke: Kan jeg egentlig stå inde for, hvad jeg prædiker her? Og svaret bliver simpelthen: Nej."

Familien begynder at komme sjældnere i kirken, og det er kun deres ældste barn, der når at blive døbt som otte-årig – hvilket er traditionen for mormoner. Efterhånden stopper den personlige religion også, som for eksempel bøn og læsning i biblen. Så Davids aktive del i mormon-kirken varer kun ti-tolv år.

Efter troen

- Hvordan er reaktionen fra kirken?

"Den er rimelig afdæmpet. Det er selvfølgelig en biskop, der tager en snak med mig og synes, at det er jo synd for min familie og for mig selv, og det burde jeg jo gøre noget ved. Han er helt sikker på, at familien vil have det bedre, hvis jeg kommer tilbage. Men der er ikke noget voldsomt pres."

"Men det er et socialt selvmål – og selvmord – at gå ud af en tro på den måde. Det er ensomt. Meget ensomt. Det var jo ikke så slemt for min kone – for hun havde hele sin store familie. Men det var hendes folk. For mig var det lidt som et stå som den eneste FCK-fan på Brøndby Stadion."

I dag

- Savner du noget ved troen?

"Ja. Troen giver dig jo friheden fra at tage stilling og ansvar selv. Det er jo i bund og grund det letteste at gøre – at sige: "sådan er tingene, for det er der nogen, der har fortalt mig." Nogle gange kan jeg godt tænke tilbage på, hvor let det var bare at have sandheden."

- Hvordan er din tro nu?

"Den er væk. Men ikke helt. For det er jo hjernevask. Jeg tror ikke, men alle programmerne kører stadigvæk. Sprogbrugen for eksempel, der går mange år, før jeg stopper med at bruge bestemte ord, jeg har lært. På den positive side er det blevet sjovere at tage imod Jehovas Vidner i døren, for jeg kan Biblen bedre end dem."

Davids store viden om religion og ivrighed omkring ateisme er faktisk det tydeligste levn fra de religiøse dage.

"En gang imellem på facebook lader jeg mig rive lidt for meget med og bliver en smule antireligiøs. Fordi nogle gange bliver folk lidt for dumme. Jeg tager en gang imellem beslutningen: "Ok, nu bruger jeg 48 timer på at være strid – og så får de turen."

- Hvad går det ud på?

"Når nogen kommer med udtalelser, hvor deres tro er blevet helt sikker. Når de siger: "Sådan er det jo!" Så tager jeg den diskussion. Jeg er ikke ude på at omvende nogen, men når folk siger noget, der ikke er rigtigt, så skal det ikke forblive uimodsagt. Folk skal have lov til at tro, det de vil – og det vil jeg til enhver tid kæmpe for deres ret til. Men hvis nogen vil bestemme, hvad andre skal sige, tro eller gøre – på baggrund af noget urigtigt - så ser jeg rødt."

Events

Kaffemøde hos Eftertro i København

Søndag d. 17/12 kl. 14-17, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 7/1 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …