Peblish portræt Andreas Hoff Pinsekirken

Skepsis kostede fællesskab

Læge og kommende psykiater Andreas Hoff voksede op i Pinsekirken og ser i dag klart og kritisk på troens restriktioner på tankegangen. Men han savner fællesskabet med sine venner.

Andreas Hoff, født 1983 i Aalborg

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

Andreas' forældre møder hinanden i Pinsekirken. Han ved faktisk ikke rigtig hvordan, men morfar er præst i kirken, så tingene er sandsynligvis gået hæderligt for sig.

Hans barndom er egentlig ganske almindelig. Skolen fylder mere i ugen end kirken, og han har også venner uden for frikirkens menighed. Religionens omfavnelse mærker han indirekte.

"Kirken var min primære kulturelle identitet. Vores fællesskab blev betragtet som en modsætning til sekulære fællesskaber - "kirke" mod "verden" var tydelige modpoler. Derfor følte jeg mig ofte en smule fremmed i skolen, senere til festerne, og det eksisterede stadig i voksenlivet."

Det meste af Andreas ungdomsliv er i regi af Pinsekirken eller andre frikirker, så de fleste arrangementer har et religiøst islæt.

"I kirken blev det forventet, at jeg ville efterleve en række særlige moralske forskrifter - herunder en noget restriktiv tilgang til alkohol og sex før ægteskabet."

Troen

Andreas tror som ung på protestantisk kristendom - med pinsekirkens varianter.

"Altså der findes en gud, og alle mennesker er syndere, og gør moralsk forkerte handlinger stort set hele tiden. Og hvis du ikke tror på, at Jesus Kristus var Guds søn, og at han frelser dig fra dine synder, så vil livet efter døden være i helvede og ikke i himlen. Og Helvede blev så defineret som alt dårligt. På et sted. Det er jo ret skidt. Himlen blev til gengæld beskrevet som en lang evig fest sammen med Gud og de andre troende."

- Hvad var Pinsekirkens varianter?

"Det, der fyldte meget, var at deltage i aktiviteter i kirken – det vi kalder møder. Her fyldte musikken meget, og stilarten var overvejende a la pop-ballader – gospel eller pop-rock. Der blev lagt vægt på at føle Guds nærvær og at mærke, hvad Gud ønskede man skulle synge. Det kunne for eksempel være, om man skulle spille endnu et vers eller synge omkvædet igen!"

"I det hele taget var udgangspunktet for tænkning på en lang række planer, at Gud eksisterer, og at al moral kredser omkring hans ønsker og idealer for verden. Tanken var jo, at Gud egentlig kendte til hver eneste af mine tanker, fordi jeg troede han var alvidende, som i AL-vidende – og det er jo ret meget."

- Hvordan behandlede omverdenen uden for kirken dig?

"Egentlig udemærket. Jeg tror, jeg har behandlet omverdenen mere specielt, end den har behandlet mig. Det var jo mit syn på dem, der var særligt. Der var drillerier, men ikke mere end alle mulige andre specielle blev drillet. Jeg blev i mange år kaldt "pinse"."

Tvivlen

Gennem hele Andreas' barn- og ungdom står troen klippefast. Da han som voksen begynder på medicinstudiet, slår det gnister, når hans nye indsigter mødes med religionen.

"For mig startede tvivlen med, at jeg så en såkaldt televangelist, Benny Hinn, i Forum på Frederiksberg, til en række såkaldte "helbredelsesmøder" i 2006. Den slags arrangementer vil jeg i dag tage stærkt afstand fra."

"Prædikantens budskab var, at gud kan helbrede alle sygdomme under mødet, hvis han vil, og at sandsynligheden for at blive helbredt var større, jo flere penge man gav til at støtte hans arbejde. Han skulle blandt andet bruge penge til et privatfly "så han kunne flyve ud og bringe frelse og helbredelse til endnu flere". Om han selv helt tror på det, ved jeg ikke – det gjorde og gør han nok, men jeg så i hvert fald noget, som jeg synes er dybt forkert: økonomisk udnyttelse af svage og syge mennesker – absolut forkasteligt!"

"Jeg bemærkede, hvordan de brugte musik og retorik i den bedrageriske sags tjeneste. Gennem dette blev jeg opmærksom på nogle af de samme dynamikker i min egen kirke. Der var det i langt mindre grad og mindre moralsk problematisk, men dengang var jeg lige blevet udpeget til at sidde i ledelsen kirken, så jeg følte et stort ansvar for at stå inde for de eksisterende praksisser."

Opfattelsen af Biblen som Guds bogstavelige ord bliver Andreas' næste udfordring.

"Det var en af de første store dogmer, jeg gjorde op med. Det var uforeneligt med at fortsætte i en ledelse i en pinsekirke, og jeg trådte tilbage. Derefter var der flere og flere praksisser og antagelser, som jeg ikke kunne stå inde for, og til sidst meldte jeg mig ud. Nogle år var jeg medlem af en mindre moralsk konservativ frikirke, indtil jeg i 2009 helt holdt op med at tro på, at der findes nogen gud."

Efter troen

- Hvordan reagerer familien og kirken på det?

"Min familie har reageret ganske roligt, og ret forstående. Der har ikke været skyggen af at blive slået hånden af eller noget i den stil, men altid meget kærlighed. I forhold til de emotionelle bånd har det ikke ændret noget," konkluder psykiateren klinisk.

- Hvordan har det føltes for dig?

"Siden den dag jeg holdt op med at tro på en gud, har jeg haft stor fred med det indadtil. Men det har givet nogle sociale udfordringer, idet meget af mit netværk kredsede om kirken eller kristelige foreninger, som jeg ikke kommer i længere."

Andreas bor i dag i et bofællesskab med jævnaldrende, der stadig er medlemmer af forskellige frikirker. Det har naturligvis sine udfordringer.

"Nogle af dem jeg boede sammen med – vi var cirka 15 i alt – kunne godt acceptere at leve sammen med mig uden af dele troen på Gud, men andre kunne ikke. De ønskede at fortsætte med at bo sammen med kristne - eller i hvert fald sammen med nogen, der kunne acceptere og anerkende måden man bor sammen på som værende kristen – altså at det således fortsat kunne være et kristent bofællesskab."

"Det kunne jeg ikke. Eller måske rettere - det ville jeg ikke. Efter godt et år besluttede vi at dele fællesskabet op, hvor alle fik frit valg. De kunnebo i min del, hvor troen var frivillig - eller en anden del, der forblev et kristent fællesskab. Den opdeling var under de givne forudsætninger den bedste løsning, men ikke desto mindre en stor sorg for mig. Jeg håber stadig den dag i dag, at vi finder ud af igen at finde en løsning, hvor vi alle kan være ét fællesskab."

I dag

- Savner du noget ved troen?

"Nej. Det er simpelthen så meget bedre at være agnostiker. Den enorme frihed, der for mig ligger i at være skeptiker, er på alle områder bedre. Verden er mere åben og fri – jeg kan tænke hvad jeg vil, uden at føle skyld over, at det ikke er det samme som andre tror."

"Men jeg savner det fællesskab, jeg havde med helt konkrete mennesker, fordi vi var fælles om at tro. Jeg savner at spise med dem de fleste dage, vaske op med dem, grine med dem, græde med dem. Det gør vi stadig – men bare ikke i nærheden af lige så ofte."

"Jeg kan egentlig godt lidt savne, at kristne forsøger at vinde mig tilbage – for jeg vil jo gerne høre, hvad de synes om mine argumenter. Men det er sjældent nogen forsøger. Og jeg kan godt forstå det, for jeg forestiller mig, at mine refleksioner er svære at lytte til for kristne. Det har nogen af dem i hvert fald sagt. En af mine veninder kom med det klart mest ærlige, modne og reflekterede udsagn, jeg har hørt fra en kristen. Hun sagde, at det var svært at lytte til min fortælling, for hun kunne jo ikke bare tænke, at det var fordi, jeg ikke havde oplevet at være kristen – det har jeg jo - og alligevel konkluderet, at det ikke er et sandt livssyn."

Events

Kaffemøde med gæster hos Eftertro i København

OBS! LØRDAG d. 21/10 kl. 13-16, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 12/11 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i København

Søndag d. 12/11 kl. 14-17, Nyboders mindestuer, Sankt Paulsgade 24, 1313 København K

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 10/12 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …

Kaffemøde hos Eftertro i Aarhus

Søndag d. 7/1 kl 13-17 Søren Frichs vej 42p, st. 8000 Aarhus

Læs mere …