Peblish portræt Andreas Hoff Pinsekirken

Skepsis kostede fællesskab

Læge og kommende psykiater Andreas Hoff voksede op i Pinsekirken og ser i dag klart og kritisk på troens restriktioner på tankegangen. Men han savner fællesskabet med sine venner.

Andreas Hoff, født 1983 i Aalborg

Interviewet af Anders Stjernholm

Barndommen

Andreas' forældre møder hinanden i Pinsekirken. Han ved faktisk ikke rigtig hvordan, men morfar er præst i kirken, så tingene er sandsynligvis gået hæderligt for sig.

Hans barndom er egentlig ganske almindelig. Skolen fylder mere i ugen end kirken, og han har også venner uden for frikirkens menighed. Religionens omfavnelse mærker han indirekte.

"Kirken var min primære kulturelle identitet. Vores fællesskab blev betragtet som en modsætning til sekulære fællesskaber - "kirke" mod "verden" var tydelige modpoler. Derfor følte jeg mig ofte en smule fremmed i skolen, senere til festerne, og det eksisterede stadig i voksenlivet."

Det meste af Andreas ungdomsliv er i regi af Pinsekirken eller andre frikirker, så de fleste arrangementer har et religiøst islæt.

"I kirken blev det forventet, at jeg ville efterleve en række særlige moralske forskrifter - herunder en noget restriktiv tilgang til alkohol og sex før ægteskabet."

Troen

Andreas tror som ung på protestantisk kristendom - med pinsekirkens varianter.

"Altså der findes en gud, og alle mennesker er syndere, og gør moralsk forkerte handlinger stort set hele tiden. Og hvis du ikke tror på, at Jesus Kristus var Guds søn, og at han frelser dig fra dine synder, så vil livet efter døden være i helvede og ikke i himlen. Og Helvede blev så defineret som alt dårligt. På et sted. Det er jo ret skidt. Himlen blev til gengæld beskrevet som en lang evig fest sammen med Gud og de andre troende."

- Hvad var Pinsekirkens varianter?

"Det, der fyldte meget, var at deltage i aktiviteter i kirken – det vi kalder møder. Her fyldte musikken meget, og stilarten var overvejende a la pop-ballader – gospel eller pop-rock. Der blev lagt vægt på at føle Guds nærvær og at mærke, hvad Gud ønskede man skulle synge. Det kunne for eksempel være, om man skulle spille endnu et vers eller synge omkvædet igen!"

"I det hele taget var udgangspunktet for tænkning på en lang række planer, at Gud eksisterer, og at al moral kredser omkring hans ønsker og idealer for verden. Tanken var jo, at Gud egentlig kendte til hver eneste af mine tanker, fordi jeg troede han var alvidende, som i AL-vidende – og det er jo ret meget."

- Hvordan behandlede omverdenen uden for kirken dig?

"Egentlig udemærket. Jeg tror, jeg har behandlet omverdenen mere specielt, end den har behandlet mig. Det var jo mit syn på dem, der var særligt. Der var drillerier, men ikke mere end alle mulige andre specielle blev drillet. Jeg blev i mange år kaldt "pinse"."

Tvivlen

Gennem hele Andreas' barn- og ungdom står troen klippefast. Da han som voksen begynder på medicinstudiet, slår det gnister, når hans nye indsigter mødes med religionen.

"For mig startede tvivlen med, at jeg så en såkaldt televangelist, Benny Hinn, i Forum på Frederiksberg, til en række såkaldte "helbredelsesmøder" i 2006. Den slags arrangementer vil jeg i dag tage stærkt afstand fra."

"Prædikantens budskab var, at gud kan helbrede alle sygdomme under mødet, hvis han vil, og at sandsynligheden for at blive helbredt var større, jo flere penge man gav til at støtte hans arbejde. Han skulle blandt andet bruge penge til et privatfly "så han kunne flyve ud og bringe frelse og helbredelse til endnu flere". Om han selv helt tror på det, ved jeg ikke – det gjorde og gør han nok, men jeg så i hvert fald noget, som jeg synes er dybt forkert: økonomisk udnyttelse af svage og syge mennesker – absolut forkasteligt!"

"Jeg bemærkede, hvordan de brugte musik og retorik i den bedrageriske sags tjeneste. Gennem dette blev jeg opmærksom på nogle af de samme dynamikker i min egen kirke. Der var det i langt mindre grad og mindre moralsk problematisk, men dengang var jeg lige blevet udpeget til at sidde i ledelsen kirken, så jeg følte et stort ansvar for at stå inde for de eksisterende praksisser."

Opfattelsen af Biblen som Guds bogstavelige ord bliver Andreas' næste udfordring.

"Det var en af de første store dogmer, jeg gjorde op med. Det var uforeneligt med at fortsætte i en ledelse i en pinsekirke, og jeg trådte tilbage. Derefter var der flere og flere praksisser og antagelser, som jeg ikke kunne stå inde for, og til sidst meldte jeg mig ud. Nogle år var jeg medlem af en mindre moralsk konservativ frikirke, indtil jeg i 2009 helt holdt op med at tro på, at der findes nogen gud."

Efter troen

- Hvordan reagerer familien og kirken på det?

"Min familie har reageret ganske roligt, og ret forstående. Der har ikke været skyggen af at blive slået hånden af eller noget i den stil, men altid meget kærlighed. I forhold til de emotionelle bånd har det ikke ændret noget," konkluder psykiateren klinisk.

- Hvordan har det føltes for dig?

"Siden den dag jeg holdt op med at tro på en gud, har jeg haft stor fred med det indadtil. Men det har givet nogle sociale udfordringer, idet meget af mit netværk kredsede om kirken eller kristelige foreninger, som jeg ikke kommer i længere."

Andreas bor i dag i et bofællesskab med jævnaldrende, der stadig er medlemmer af forskellige frikirker. Det har naturligvis sine udfordringer.

"Nogle af dem jeg boede sammen med – vi var cirka 15 i alt – kunne godt acceptere at leve sammen med mig uden af dele troen på Gud, men andre kunne ikke. De ønskede at fortsætte med at bo sammen med kristne - eller i hvert fald sammen med nogen, der kunne acceptere og anerkende måden man bor sammen på som værende kristen – altså at det således fortsat kunne være et kristent bofællesskab."

"Det kunne jeg ikke. Eller måske rettere - det ville jeg ikke. Efter godt et år besluttede vi at dele fællesskabet op, hvor alle fik frit valg. De kunnebo i min del, hvor troen var frivillig - eller en anden del, der forblev et kristent fællesskab. Den opdeling var under de givne forudsætninger den bedste løsning, men ikke desto mindre en stor sorg for mig. Jeg håber stadig den dag i dag, at vi finder ud af igen at finde en løsning, hvor vi alle kan være ét fællesskab."

I dag

- Savner du noget ved troen?

"Nej. Det er simpelthen så meget bedre at være agnostiker. Den enorme frihed, der for mig ligger i at være skeptiker, er på alle områder bedre. Verden er mere åben og fri – jeg kan tænke hvad jeg vil, uden at føle skyld over, at det ikke er det samme som andre tror."

"Men jeg savner det fællesskab, jeg havde med helt konkrete mennesker, fordi vi var fælles om at tro. Jeg savner at spise med dem de fleste dage, vaske op med dem, grine med dem, græde med dem. Det gør vi stadig – men bare ikke i nærheden af lige så ofte."

"Jeg kan egentlig godt lidt savne, at kristne forsøger at vinde mig tilbage – for jeg vil jo gerne høre, hvad de synes om mine argumenter. Men det er sjældent nogen forsøger. Og jeg kan godt forstå det, for jeg forestiller mig, at mine refleksioner er svære at lytte til for kristne. Det har nogen af dem i hvert fald sagt. En af mine veninder kom med det klart mest ærlige, modne og reflekterede udsagn, jeg har hørt fra en kristen. Hun sagde, at det var svært at lytte til min fortælling, for hun kunne jo ikke bare tænke, at det var fordi, jeg ikke havde oplevet at være kristen – det har jeg jo - og alligevel konkluderet, at det ikke er et sandt livssyn."

Kaffemøder og events

Grundet COVID-19 situationen afholdes kaffemøder i Odense, Århus og København efter gældende retningslinjer, dvs. at antallet af fremmødte afhænger disse og at forplejning medbringes af den enkelte. Mødet kan også være helt aflyst, så hold øje med kalenderen nedenfor.

Der afholdes også også online møder for medlemmer.

Hvis du ønsker at deltage eller blot vil have kontakt med Eftertro bedes du kontakte os på mail eller telefon

København

Aarhus

Odense

  •  

    "Det var en opvågnen for mig, at der kunne findes en verden uden religion. Da jeg brød med det trossamfund, jeg var født ind i, søgte jeg stadig. Det var mere naturligt for mig at lede efter en gud, hvor end han måtte være, end at stoppe op og overveje om han overhovedet fandtes. Jeg har måttet tage aktiv stilling til verden ud fra, hvad jeg selv synes, og ikke hvad andre siger, at en gud har bestemt."

  • "Jeg har da helt klart genfundet troen ved at være med i forløbet omkring Eftertro. Troen på mig selv og troen på andre. Men også troen på at jeg ikke er alene om mine oplevelser, og troen på at jeg sammen med ligesindede står stærkt ved at turde dele oplevelserne med andre og turde tage personligt ansvar for vores liv og fremtidsdrømme. Det at møde et fællesskab udenfor religiøse dogmer, der netop er næstekærligt og rummeligt - giver livet masser af mening. Her er der plads til netop mig, der er plads til individet og samhørighed på trods af forskeligheder. Jeg tror på mennesket og det gode i det uden at der skal være en dømmende kraft til at vurdere og overvåge mig og mine gerninger – jeg kan godt selv, og fællesskabet med alle de andre dekonvertitter gør det bare endnu bedre."

    Anette

  •  

    "Jeg oplevede troen forsvandt gradvist efterhånden som jeg syntes at vokse fra den. I stedet for at være givende og inspirerende, kom den til at virke som en spændetrøje, hvor jeg oplevede mig bundet på menneskelighed, livssyn, intellektuel integritet, handlingsmønstre og livsførelse. De religiøse forklaringer slog ikke længere til og i stedet for at klamre mig til dem, gav jeg slip. Det har haft sine konsekvenser, men jeg har aldrig fortrudt det."
    David

  •  

    "Det var ikke nemt for mig at forlade det religiøse samfund, som jeg er født og opvokset i. Det er ti år siden, jeg forlod religionen, og jeg har sidenhen gennemlevet et væld af følelsestilstande såsom: vrede, bitterhed, desillusion, apati etc. Jeg mener dog nu at have bearbejdet meget af det, og jeg bliver kun fortrøstningsfuld, når jeg møder et initiativ som Eftertro. Jeg vil endda driste mig til at sige, at det giver mig håb."

    Christopher 

  •  

    "Religionen undertrykte min menneskelighed. I dag har jeg friheden til at være mig selv, til at være naturlig."

  •  

    "I Eftertro er der plads til mig som individ, uden at der en dømmende kraft til at vurdere og overvåge mig."

  •  

    "At undertrykke tvivlen gjorde mig fysisk dårlig. Da jeg tillod mig selv at tvivle gav det omgående en forløsning."

  •  

    Jeg har ikke nok ord til at beskrive hvor skønt det var, at møde så mange dejlige mennesker og få rum og tid til at snakke om emner jeg til dagligt ikke kan tale om. Jeg er altid rigtig glad og fyldt med energi når jeg kommer hjem fra kaffemøderne. Det er for mig et slags pusterum, og et sted hvor jeg kan få et socialt fællesskab, som jeg har savnet længe. Mange tak til alle de engagerede medlemmer der har fået det op at stå og gjort det muligt for os at mødes. Af hjertet tak for det gode arbejde.

  •  

    "Det snart er 25 år siden jeg forlod troen, men selv idag har mit møde med Eftertro og andre tidligere troende været fantastisk givende. Der er en særlig forståelse, når man taler med andre, der selv har prøvet det. Nærmest en indforståethed, - som at tale med en gammel ven. Selv på tværs af tidligere trossamfund og religioner, har vi meget at dele."

    Søren

  •  

    "Jeg føler mig som et bedre menneske siden jeg indså, at alt ikke er skabt for mig."

  •  

    "Selvom jeg på overfladen var en del af et stort fællesskab, følte jeg mig meget alene med min tvivl."